Ny patient

Hvis du er ved at skifte eller søge ny tandlæge p.g.a. fx. tilflytning til Aarhus eller en anbefaling af os, og kunne være interesseret i at komme til at lære vores klinik nærmere at kende, så er her en kort beskrivelse af hvad du vil møde, når du kommer her.

Hvad kan du forvente?

Du kan forvente at møde et smilende empatisk team af 3 klinikassistenter, 1 tandplejer, 3 tandlæger og en, der klarer alt ‘det løse’. Herudover samarbejder vi med en ekstern kirurg og flere kliniske tandteknikere.

En professionel og målrettet indsats på baggrund af en velfunderet faglighed på både den almene tandbehandlings- og helhedstandplejes område er en absolut forudsætning for, at vi kan være så glade i vores arbejde. Vores berettigelse er, at vi er her for at tage hånd om din tandsundhed, så du ikke er i tvivl om, at du er i trygge og kompetente hænder. Alle behandlere har lang og stor erfaring på de områder, de hver især beskæftiger sig med. Fra kosmetisk-, kirurgisk- og almen tandbehandling til forebyggende- og helhedstandbehandling. Er du specielt interesseret i holistisk helhedstandbehandling, er du kommet i rette hænder – se her.

Mange af vores patienter bliver ofte ‘hængende’, selvom de fraflytter byen. En del kommer langvejs fra. Det er vi stolte over – og ser som en anerkendelse af vores indsats.

Hvis du – som mange andre – måske har haft uheldig oplevelse hos en tandlæge i barndommen, og er nervøs for at gå til tandlæge, kan du forvente, at vi tager os godt af dig, så du kan føle dig tryg og hørt.

Ved første besøg

Når du kommer første gang, vil du blive bedt om at udfylde et indskrivningsskema, da der er brug for nogle praktiske oplysninger for, at registreringen kan gå let. Samtidig vil du blive bedt om at give dit samtykke til fremsendelsen af din gamle journal fra din tidligere tandlæge, så den kan følge dig.

Du kan tage en kop te, kaffe eller kakao, og hvis du mener, at du gerne vil have børstet tænderne inden undersøgelsen, kan du få en éngangstandbørste til at klare det med.

Når det praktiske er på plads, kommer du ind til tandlægen eller tandplejeren, hvor får du et øjebliksbillede af din tandstatus, som lovgivningsmæssigt set skal journalføres ved første besøg. Som regel er det nødvendigt at tage to røntgenbilleder af dine tænder første gang.

Hvis du har behov for en behandling får du en grundig vurdering af denne, og får oplysning om de forskellige behandlingsmuligheder, samtidig med at dine spørgsmål besvares og afklares på ‘almindeligt dansk’. Vores mål er, at give dig det bedste grundlag for at beslutte, hvad du ønsker skal ske. Vi går ikke bare igang med nogen tandbehandling uden, at du har givet dit samtykke på baggrund af de informationer og den rådgivning, du får om behandlingsmulighederne. Vi kan altid give dig et prisoverslag sammen med rådgivningen.

Senere undersøgelser

Ved senere almindelige tandundersøgelser kan du regne med, at du får disse foretaget af vores meget dygtige tandplejer, som hun – qua sin uddannelse – er specialuddannet til at foretage.

Hun gennemgår din tandstatus med dig, og kan – hvis du synes, at det kunne være interessant – vise dig eventuelle behandlingskrævende tænder med et kamera, hvis der er mulighed for, at det bedre kan belyse, hvad rådgivningen går ud på. Hun er også uddannet til bl.a. at foretage paradentosebehandlinger, fjernelse af tandsten, lægge infiltrationsbedøvelse, lave små plastfyldninger, blege tænder under tandlæge supervision samt specialfremstille bid- og snorkeskinner.

Hvis du har fået et mere behandlingskrævende tandproblem, så overtager tandlægen naturligvis den videre behandling.

Du kan selvfølgelig altid selv bestemme hvilken behandler, du gerne vil have til tandbehandlingen.

Tandlægeskifte

Tryghed har stor betydning, når det gælder tandlægebesøg, og det er vigtigt, at du har tillid til den tandlæge, du vælger.

Men hvordan skal man dog vælge blandt alle de tandlæger, hvis man ikke har referencer, man kan og tør læne sig op ad? Der er vel ikke andet at gøre end at springe ud i det og lade det komme an på en prøve.

Hovedgrundlaget for valget bør være, at man harmonerer med det tandklinikken lægger vægt på, og beskæftiger sig med. Det kunne f.eks. være tandbehandling ud fra klinikkens tanker om absolut faglig professionalisme sammenkædet med empati og forståelse for, at det ikke er det sjoveste i livet at gå til tandlæge. Hvis klinikken samtidig lægger vægt på, at det er utroligt vigtigt at være opmærksom på dit velbefindende i en for dig måske presset situation, og at de materialer og behandlinger, der bruges, er valgt ud fra en betragtning om, at kun så vævsvenlige materialer som muligt bruges i behandlingerne, der altid drager viden om helhedstandpleje ind, og du mener, at det er vigtigt for dig, skulle du tage at aflægge os et besøg.

Så hvis du af forskellige årsager overvejer at skifte tandlæge, behøver du ikke tænke på, om det er svært.

Det er pærelet – du skal sådan set bare kontakte tandlægen og bestille tid, så klarer vi resten.

Hvis du vil prøve os, kan du bestille tid her.